Det hele begyndte med en snigende fornemmelse af, at det nok var ved at være på tide. Jeg har jo kendt pigen et stykke tid og bortset fra, at hun ikke kan lave frikadeller, og at hun får blå mærker af at blive aet blidt på kinden, så er hun faktisk helt ok. Jeg vil endda sige mere end helt ok, sådan på godt jysk.
Jeg gjorde alt det man gør, i sådan et tilfælde: Stjal en ring og bad en lokal kunstner om at lave en i samme størrelse. Alt sammen sådan tys-tys og "jeg-går-lige-en-tur"-agtigt. Jeg fik lavet ringene med et motiv: En isbjørn, der ligger på isen ved sælens åndehul og venter. Der jo sådan noget med venten i det der forlovelse, tænkte jeg.
Sådan ser de ud. De er lavet af hvalrostand, der er et meget stærkt og let materiale.
Anden Påskedag gik det løs: Det var højt solskinsvejr og en tilpas mængde minusgrader, så vi spændte hundene for slæden og satte i gang (hvilket lyder enklere end det faktisk var). Christine sad bagerst og jeg sad forest på slæden ud over Spejdersøen og Vandsøen, og da hundene løber ordentligt, kan jeg så vende mig om på slæden og stille spørgsmålet: "Vil du gifte dig med mig?". Heldigvis overraskede jeg hende, og hun tabte kæben - det var yndigt - men planen virkede optimalt. Hun kunne ikke slippe af slæden i fuld fart, var tvunget op i en krog og derfor tvunget til at give sit Ja. Vi fik sat ringe på og beseglet aftalen lige i tide til, at en af hvalpene kunne trække ned på siden af slæden og levere dagens første stinkbombe af en lort. Det er en af fordelene ved Grønland - virkeligheden er aldrig ret langt væk.
Det var sådan det gik til, og da vi kom hjem drak vi varm kakao, sådan som det hører sig til.
Og det er alt sammen ganske vist, og måske godt, at det var mig, der fik fortalt den sande historie først...
