Ja, det er nu ved at være lang tid siden Christine skrev hundeindlæg nummer 1, og jeg føler ligesom det er på tide, jeg træder til, så I ikke glemmer os helt. Det er mig, der er Jens, og jeg har sendt Christine og veninderne til koncert, så jeg kan få lidt fred med mig selv (og kaffe, whisky og chokolade - det siger sig selv).
Hvor kom vi fra; nå ja hundene... Den opmærksomme læser har nok bidt mærke i, at overskriften kun nævner én hund, og selvom det næppe går så galt, så har den seneste tids hundehold mindet meget om sangen om de ti små kinesere. Hør blot her:
Først var der ti hunde (det vil sige, først fik Christine én hund - og måtte så købe sig til de sidste, så der var 10). To af hundene kunne vi slet ikke komme i kontakt med - de flygtede og peb, når vi nærmede os, så dem gav vi til en rutineret hundemand, der heller ikke kunne bruge dem, og så døde de. Så var der otte.
To af hundene kunne vi nok nå, men de brød sig tydeligvis ikke om os, eller nogen andre mennesker - og så kom hundefangeren - og så var der seks.
I sidste uge rev en til at hundene sig løs - han er ikke direkte sky, mest bare nysgerrig og synes vist det er sjovt at blive jaget rundt. Men hvad skal man med en hund, der kan rive sig løs og forsvinde, når man har brug for den på sporet? Så var der fem.
Husk (i parentes bemærket) at lade være med at købe hunde fra en mand, du ikke kender. Der kan tilsyneladende være nogle meget forsømte eller direkte misbrugte imellem.
Af de fem er der én hunhund - ja, det hedder en tæve - der er meget lidt begejstret for slædekørsel, men hun er stadig ung og glad for mennesker - der er liv og håb dér. De sidste fire trækker slæde; to med en vis del vedholdenhed og to, der stadig er for hvalpede til at gøre stor gavn.
Så er der menneskene: For hvalpede til at gøre stor gavn, gælder vist også for os. Hør blot weekendens eskapader:
Søndag, høj sol, -10 grader, perfekt vejr på alle måder. Vi spænder de to voksne, stabile hunde og en af hvalpene for slæden. Af sted, af sted! Hidtil har jeg løbet foran slæden sammen med hundene (de har trukket den, jeg har bare løbet med) - men i dag skal det være anderledes. Jeg løber bag slæden og skubber lidt engang imellem. Christine sidder på slæden. Det virker. Hundene løber fra mig ud af sporet. Det er en stor succes - godt nok er jeg ikke med på slæden, men selve konceptet virker - og jeg har ikke spænet rundt med hundene til stor moro for hele byen for ingen verdens nytte.
Christine er på slæden, der forsvinder ud i det fjerne, og jeg trasker efter. Kort tid senere ser jeg en sort plet på stor afstand. Da jeg kommer nærmere, viser det sig at være Christine uden slæde og hunde. Det viser sig at hundene var stukket af fra hende, da hun stoppede for at justere kursen på slæden. Vi kunne tage vores hundepisk og talenter og luske hjemad. Ikke noget triumftog... ikke engang en enkelt trompet.
Da vi kommer hjem lurede frygten for at vi kunne tælle ned til to hunde, men - forunderligt at sige - en venlig sjæl havde allerede fundet vore hunde og taget dem med hjem. De stod bundet med slæde og det hele ved siden af hundepladsen. Mange tak til vores ukendte helt. Det er ikke sidste gang vi får brug for dig!
Til slut: Der vil ikke blive tyndet mere ud i bestanden nu (med vilje i hvert fald). Planerne er at supplere op med et par nye hvalpe eller tre, der kan vokse sig store hen over sommeren, så vi er mere standsmæssigt kørende når sneen kommer næste gang.
Det var dén whisky, kaffe og choko-historie. Flere indlæg og måske billeder ved lejlighed. Næste tur med slæden bliver i morgen aften.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar