Generalen

En general holder sig typisk i baggrunden og træffer de mere strategiske beslutninger for troppernes bevægelser. Det samme gør en slædekusk.
Ser det ud til.
Min stil er lidt anderledes. Jeg holder af at være tæt på tropperne og med ude i felten, hvor jeg nok giver ordrer og udstikker retningen, men først efter grundig debat, hvor alle har fået mulighed for at give deres mening til kende. Her er det Muscho, Mufasa og Bingo til møde med generalen.


Her ser man et andet eksempel på min mere demokratiske ledelsesform. Det giver et super moralboost til tropperne, når man viser sig på fronten: "Han er en mand af folket", tænker de allesammen, "garanteret han også spiser 1½ skefuld piller til aftensmad!" En eller to af hundene overvejer måske endda om de måske skal gå i mine fodspor - og en dag selv blive general.


Jeg vil da gerne indrømme at alt det der generaleri også har sine fordele. Her er det soldaterne, der må trække læsset, mens jeg lægger yderligere planer... Eller måske er det kun fotografen, der er på slæden og jeg er sakket bagud?
Siger et billede virkelig mere end 1000 ord, eller lyver det bare bedre??




En sandhed uden modifikationer er det, at jeg ikke er ene om at blive godt træt i løbet af en lang tur med slæden. Her er det vores spejder, Loppe, der er for lille til at gøre gavn foran slæden, og som derfor mest har til opgave at holde sig i nærheden til han bliver større, der tager en slapper og køler sig på sneen. Senere lavede han den flotteste sneengel inden vi forcerede resten af det kuperede terræn på vejen hjem.

Der burde være et billede af den varme kakao, vi burde have drukket, da vi kom hjem. Men det glemte vi. Der er stadig detaljer, vi arbejder på, for eksempel kommandoerne, der skal få hundene til at dreje, stoppe eller bare lystre...

Det var vist det hele fra onsdagens tur, der satte nye standarter for, hvor langt man kan presse sine hvalpede soldater, og for hvor godt vejret egentlig kan blive her på kysten.